Til forsiden
Udskriv siden


Hegel, Niels Frederik Vilhelm

(11.5.1817 - 27.12.1887) stedsøn af snedker i Nødebo, Jacob Ferdinand Hegel og Ane Kirstine Nielsdatter. Kom 12 år gammel i Borgerdydsskolen på Christianshavn og boede da hos kobberstikker Oluf Olufsen Bagge, nærmest i Gyldendals baggård. Kom i 1832, som 15-årig i lære i Gyldendalske Boghandel. Her opdagede Jacob Deichmann hurtigt Hegels evner og gjorde ham til sin støtte og efterfølger. På lempelige vilkår overlod han ham i 1846 Den Gyldendalske Sortiments- og Kommisionsandel med tilhørende importboghandel og stor papirhandel og i 1850 hele forlaget. I 1877 frasolgte han hele sortimentsdelen til tre af sine elever, Jonas Faber (papirhandelen) og D. Lehmann og C. Stage (boghandelen - se P. Haase & Søn). – Med Hegel begyndte en ny storhedstid for forlaget som han med stor dygtighed drev frem til Nordens største. Forlaget havde mest i Søren Gyldendals og Jacob Deichmanns tid udgivet videnskabelige og pædagogiske bøger, mens C.A. Reitzel havde taget sig af Guldalderens skønlitteratur. Det ændrede sig med Hegel, der blev "det moderne gennembruds" forlægger med navne som brødrene Brandes, J.P. Jacobsen, Holger Drachmann og mange andre. Hegels styrke som forlægger var hans evne til at udvikle talenter kombineret med god forretningssans. -Æresmedlem af Boghandlermedhjælper-Biblioteket 1883. – Gift 24.1.1846 med Elisabeth Bagge (1811-68) datter af ovennævnte kobberstikker Oluf Olufsen Bagge og hans hustru Karen Nielsen. – Deres søn Jacob Hegel (f. 16.2. 1851) videreførte forlaget. (Dolleris I + OA).


Forretninger

Foreninger