Til forsiden
Udskriv siden


Koppel, Henrik Emil Morris

(22.10.1871-2.6.1934) blev født i København som søn af prokurator Menca Kopple (1833-1904) og Rosalie Bendixsen (1835–1907). Han blev uddannet som boghandler i Danmark og udlandet. Efter uddannelsen blev han ansat på Ernst Bojesens Forlag. I 1898 blev han af Bojesen sendt til Stockholm for at starte en svensk udgave af Bojesens store succes, tidsskriftet ”Frem”. Det blev på svensk til ”Ljus”, som også blev navnet på det forlag som blev startet og som havde Koppel som hovedaktionær. Samtidig var han direktør for dagbladet, ”Dagens Nyheter” og aktiv i Svenska Bokförläggareforeningen. I 1914 blev han opfordret til at komme tilbage til Danmark og blive direktør i Gyldendal efter at Ernst Bojesen var trådt tilbage. Forlaget Ljus blev solgt til Nordstedt & Söner. Tiden i Gyldendal blev kort på grund af samarbejdsvanskeligheder mellem Koppel og Gyldendals ejer Frederik Hegel. I 1917 startede han Henrik Koppels Forlag. Han hørte til de skrivende forlæggere. Som ung ydede han vægtige bidrag til BMF’s Årsskrifter og Dansk Boghandlertidende, og som dettes redaktør 1920–24 skrev han talrige bidrag hertil. Hans syn på boghandelen var en forlæggers, hvad han ikke lagde skjul på; det gjorde ham ikke populær hos boghandlerne. Han elskede at polemisere, og i kraft af sin udholdenhed fik han i diskussioner altid det sidste ord. Til det nordiske boghandlermøde i Stockholm 1923, hvor et af forhandlingsemnerne var boghandelens organisation, skrev han det danske indledningsforedrag. Hverken i dette eller i den påfølgende diskussion sparede han på kritik af Fr.Hegels brud med Den danske boghandlerforening 1916, og han fremkaldte herved stævnets livligste ordskifte. Af boghandlerforeningen, den senere Forlæggerforening var han et aktivt, alsidigt interesseret medlem. 1932 udgav han i bogform nogle foredrag, Spredte Træk af Boghandelens Historie. Efter hans død førtes forlaget i et par år videre af en nevø. Da det opløstes, gik hovedparten af bogbestanden til Høst & Søn. – gift i 1911 med forfatter Else Kleen, (26.2.1882-21.12.1968). Ægteskabet opløst i 1914. (Dansk Biografisk Leksikon).


Forretninger

Foreninger