Til forsiden
Udskriv siden


Dolleris, Jørgen Andreas

(16.10.1850 - 27.8.1925) var søn af skomagermester i Sundby i Thy, Anders Dolleris og Karen Nielsen (d. 1870). Hans oldefar, Johan Caspar Dollris (opr. stavemåde) f. 29.9.1748 i Augsburg, Tyskland, d. 6.11.1828 i Thisted, indvandrede til Danmark og blev musketer ved det fynske Infanteri-Regiment og senere skorstensfejermester i Thisted. – Andreas Dolleris blev udlært hos Niels Dyhr i Nykøbing Mors og var i 10 år medhjælper hos F.H. Eibe, København, inden han etablerede egen forretning i Vejle. – Han var også digter og udsendte i årene 1879-1910 en række digtsamlinger og havde stor viden om dansk litteratur, som han forelæste, skrev atikler og arrangerede udstillinger om. Især St. St. Blicher, Johs. Ewald og H.W. Kaalund havde hans store interesse. Også bøger om bogbranchen udsendte han, herunder Den danske Provinsboghandels Historie 1800- 1915 (Odense, 1916) og mest kendt, 4-bindsværket Danmarks Boghandlere (1892-1919), en personalhistorisk håndbog med biografier om danske boghandlere 1837-1919. – Dolleris bestred endvidere en række tillidshverv både inden for bogbranchen og i Vejle. I 1957 blev der på initiativ af overlærer A.C. Christensen opsat en mindesten for Dolleris ved den gamle Mølle i Vejle. Dollerisvej i Greisdalen er opkaldt efter Dolleris. – Gift med Anna Juliane Andriette Bødtcher (f. 11.8.1858 i Sorø). Hun blev uddannet i sang af kammersanger Schram og professor Helsted og deltog i koncerter rundt om i landet. Oprettede og dirigerede selv Folkekoncerterne i Vejle og fik “i henhold til Kulturministeriets resolution af 29.4.1893, statsunderstøttelse til videre uddannelse i sang. (Dolleris II og III+ artikel i Bogmarkedet 1999 + Viggo Madsens bog: Andreas Dolleris. Et liv i Arbejde, Odense 1930).


Forretninger