Til forsiden
Udskriv siden


Olsson, Benth Alex

(30.6.1925-30.12.2008) blev udlært hos G.E.C. Gad, Strøget i København 1942-46, Papyrus i Vejle 1946-47, militærtjeneste 1.3.1947 - 30.6.1948 og derefter igen G.E.C. Gad 1948-54 og derefter Toustrup, Valby 1954-57. – Overtog sin onkel, Hammersteins, forretning i Vejle, der blev begyndelse til kæden B.O. Bøger. – Gift med Ina Knudsgaard Nielsen udlært hos G.E.C. Gad, Strøget 1943-46 og medhjælper hos A. Saxtorph-Beck 1957-61. Benth Olsson har aldrig ønsket at der skulle tales eller skrives om ham, men i forbindelse med hans 25-års forretningsjubilæum i januar 1982 overtalte Bogmarkedet ham til at skrive en lille selvbiografi. Det følgende er et sammendrag heraf: Min karriere startede med, at jeg købte et æble for 5 øre og solgte det for 10 øre. Det blev jeg ved med, til min onkel døde og overlod mig forretningen... Benth Olsson blev født i København og kom efter endt skolegang i lære i en fin gammel boghandel på Strøget (G.E.C. Gad red.). Læretiden var 4 år, lønnen 40 kr. om måneden. – Benth Olsson blev siden gift. Hans kone var ansat i statens tjeneste og fik en god løn. Den sparede parret op, mens de levede af, hvad Benth Olsson kunne tjene. Og i 1957 købte han sin første forretning, A. Saxtorph Becks boghandel på Nørrebrogade. Sælger var Børge Jakobsen, der havde haft forretningen i 5 år. Af Børge Jakobsen synes Benth Olsson selv han lærte meget. Fire år senere arvede han sin onkel, Hans Hammersteins boghandel i Vejle, kaldet Papyrus. "En herlig forretning fyldt med søde og rare kunder fra byen og dens skønne omegn" og med de bedste medarbejdere: "Det er lige meget, hvor fin din forretning er, og hvor mange penge, du bruger på reklame. Hvis du ikke har gode medarbejdere, ja så kan du lige så godt sælge hele møllen omgående." Benth Olsson og hans kone flyttede til Vejle, hvor to små vejlensere de næste år blev bragt til verden. (2 døtre, der ikke er gået ind i bogbranchen, red.) – Og heldet fulgte Benth Olsson: I 1966 var det store Rødovre Center blevet færdigt. Der skulle være en boghandel, den fik Benth Olsson. Leverandørerne rystede på hovedet, men det holdt de senere op med. I 1972 kom to nye boglader til, i Glostrup-Centret (solgt igen i 1985) og i Lyngby Storcenter, og nu flyttede familien tilbage til København, men beholdt også boligen ved Hvidbjerg Strand i Vejle, hvor de tilbragte et par måneder hver sommer. Forretningen i Lyngby åbnede Benth Olsson sammen med sin unge kompagnon, Jørn Bach, der var udlært i Papyrus (se nedenfor). Og så tog udviklingen fart. Sammen udviklede Olsson og Bach boghandelskæden B.O. Bøger og galanterivarekæden Ærlige Bent, 11 butikker i hver kæde. – Om sit privatliv fortæller Benth Olsson i 1982, at hans hovedinteresse uden for forretningsverdenen så udtalt er familien og så flyvningen. Efter mange flyvetimer lykkedes det ham at tage flyvercertifikat, men ingen af hans nærmeste vover at flyve med ham. En anden hobby er klaverspil, men heller ikke her har han helt sin families opbakning – skriver han! – Benth Olsson og Jørn Bach blev kompagnoner 50/50 og i 2003 købte Jørn Bach den da 78-årige Benth Olsson ud. (Bogmarkedet s. 70/1982).


Forretninger

Foreninger