Til forsiden
Udskriv siden


de Neergaard , Erik

(9.11.1911 - 5.2.2002). Forgængeren Sigvard Dahl sagde ved sin afgang og Erik de Neergaards tiltrædelse: "Det er synd for Neergaard, at han ikke har en Neergaard ved siden af sig" (Tikili i Berl.T.). Neergaard havde været ansat siden 1940 og var souschef hos Dahl. – Søn af oberstløjtnant Aage de Neergaard og student fra Metropolitanskolen med 1. karakter 1930. Udlært hos C.A. Reitzel og medhjælper i stormagasinet Illums bogafdeling samt for at supplere sin uddannelse i C. Ferslew & Co.s Papirhandel. Medhjælper halvandet år i Lørups Boghandel på Christianshavn (Baadsgaard Bruun) og derefter New York: Putnam Bookstore og Westerman Bookstore. Inden tiltrædelse i Magasin 1940 var han et par år hos Otto Grøns Eftf., Boghandel og Forlag, Østerbrogade 42. – Efter pensionering fra Magasin arbejde hos Scanvik og repræsentant for Jyllands Postens Forlag Centrum helt frem til sit 85. år, "hvor Parkinson satte en stopper for vandring rundt med tunge bogmapper", som hans enke, Kirsten de Neergaard, skrev. – Meget interesseret i kunst og klassisk musik. Bestyrelsesformand i Magasins Kunstforening (en af landets ældste, grundlagt 1944). Foretog med Operaens Venner utallige rejser til Europas operahuse: Wien, Verona, Covent Garden etc. og fast ugentlig gæst ved Radiohusets Torsdagskoncerter. Artikler i "Bogormen", bl.a. en opfordring om at støtte den del af tysk litteratur og kultur, der blev landflygtig efter nazisternes bogbrændinger. (Oplysninger fra Kirsten de Neergaard 2004, bl.a. med kopi af en af hendes mands gamle ansøgninger + jubilæumsinterview med Erik de Neergaard i Politiken 30.12.1967 + afskedsinterview i Det danske Bogmarked side 224, 1977+ Bogormen, (54)1936 og (228)1939).


Forretninger