Til forsiden
Udskriv siden


Christensen, Svend

(16.5.1904-17.04.1987) søn af boghandler i Horsens Carl Alfred Christensen (13.11.1859-25.9.1916) og Elise Sofie Mogensen (8.10.1877 - 5.9.1957). – Efter realeksamen fra Horsens Statsskole udlært hos sin mor 1920-24. Senere medhjælper hos C.M. Nielsen, Stege, Georg Christensen, Næstved og Koch, Neff & Oetinger, Stuttgart. Fra 1928 og frem til overtagelsen var han medhjælper og bestyrer hos sin mor. Også hans storesøster Else Christensen blev efter realeksamen udlært i forretningen og virkede der til sin død. – Som boghandler var Svend Christensens interesse i særlig grad historie og skønlitteratur. – I sin ungdom ivrig KFUM-spejder og fungerede i en periode som tropsfører. Da besættelsen kom i 1940 dannede han sammen med gamle spejderkammerater en modstandsgruppe og blev i løbet af de 5 år en ledende skikkelse i modstandsbevægelsen i Horsens og efter krigen medlem af Frihedsrådets lokalkomité Horsens. Forretningen fungerede under størstedelen af besættelsen som informationscentral for modstandsbevægelsen i Horsens. Hele familien, som boede i lejligheden oven over forretningen, deltog i dette arbejde og husede f.eks. de fanger fra Horsens Statsfængsel, som tyskerne havde interneret, men som modstandsbevægelsen befriede nytårsaften 1944/45 med bistand fra fængselspræsten. Efter 1945 deltog Svend Christensen i etableringen af det lokale hjemmeværn og blev kompagnichef (kompagni 2516, Horsens). – Gift 25.9.1938 med Ingrid Nielsen (født 17.19.1911 i Vedslet) datter af gårdejer Anders Nielsen og Bolene Eleonore Sørensen. Hun var uddannet sygeplejerske og blev afdelingssygeplejerske på røntgenafdelingen på Horsens Kommunehospital. I ægteskabet er der to børn, Tyra Lavocah (f. 22.6.1939), uddannet tresproglig korrespondent og bosat i England, og Sten Christensen (f. 21.8.1941) uddannet advokat og bosat i Silkeborg. (Advokat Steen Christensen +http://modstand.natmus.dk/Person.aspx?18567)


Forretninger