Til forsiden
Udskriv siden


Tørsleff, Hans Jacob

(f.14.11.1838 i Øster Alling, Randers Amt, d. 21.11.1919 på Frederiksberg) søn af sognepræst Jørgen Tørslef og Elisabeth født Tørsleff, enke efter toldassistent Nielsen i Aalborg; som ung enke var hun i huset hos bogbinder og boghandler Sadolin i Aalborg. – Udlært og medhjælper i C.W. Stincks Boghandel i København 1852-62 og boghandler i Slagelse i 52 år. Han var medindbyder til Provinsboghandlernes møde 27.-29. juli 1868 og medstifter af Provindsboghandlerforeningen af 1874 samt medlem af dens bestyrelse indtil opløsningen i 1890. Formand for bestyrelsen i Provindsboghandlernes Almanakforlag, medlem af Slagelse byråd (formand) og skoledirektion og blev 21.4.1909 udnævnt til Ridder af Dannebrog – Gift med Maja Katinka Heloise Bachmann (1844-9.8.1929) datter af fhv. købmand, senere klokker og kirkesanger ved Slagelse Sankt Peders Kirke, Hans Jacob Bachmann og Jensine Kirstine (eller Christine) Snitker* (1812-1850) og søster til Sophie Jensine Bachmann, der blev gift med boghandler Holmblad i Nakskov, og som døde ganske ung. En bror, Johs. Bachmann, var boghandler i Randers. – Da Tørsleff i 1912 fejrede sit 50-års boghandlerjubilæum, modtog han et smukt sølvbæger med inskription og en (som VM udtrykker det) overordentlig smigrende og anerkendende adresse fra 18 boghandlerkolleger, der alle havde fået deres uddannelse hos ham. (Dolleris II, III, IV + Nord.Bogh.t.18.4.1912 og Dansk Boghandlertidende 4.12.1919 + H.K. Nielsen: Gl. Torv i Slagelse, 1980 + Jørgen Tørsleff, 2015). 

 

* Jensine Kirstine var datter af Jens Peter Snitker, der var adjunkt ved Slagelse latinskole og i en periode var lærer for en vis Hans Christian Andersen.

 


Forretninger