Til forsiden
Udskriv siden


Engsig, Knud

(12.11.1892-19.6.1961) var søn og sønnesøn af boghandlere i Frederikshavn (se disse). Hans far var Søren Ephraim Marinus Engsig, moren Dorthea Eleonora Jørgensen. Efter præliminæreksamen lærling hos faren i Frederikshavn i tre år, hos Chr. Henrichsen, Horsens halvandet år og igen nogle måneder hos sin far. Medhjælper hos C.M. Ebell, Zürich 1913-14. Ved 1. Verdenskrigs udbrud kom han hjem, blev indkaldt til militærtjeneste og lå nogle år ved dækningsstyrkerne ved den dansk-tyske grænse, blev senere løjtnant af reserven. Midt under krigen overtog han forretningen i Aalborg. – Ved hans død 1961 skrev Ny Tid Aalborg bl.a.: »Han har med stor dygtighed oparbejdet en forretning, der kan betegnes som den største inden for branchen i provinsen«. Kai Ørting Hansen, der var elev hos Engsig og senere blev boghandler på Møn, fortalte, at de var 200, når forretningen arrangerede firmaskovtur. – Kasserer i og medlem af Aalborg Handelsstandsforenings bestyrelse og medstifter af Rotary, Aalborg. – Gift i Aalborg 25.6.1918 med Elise Marie Bach (7.4.1898 - 1957) datter af manufakturhandler i Aalborg Anton Bach (f.7.4.1898) og Anna Johanne Møgelvang (f.27.3.1858). – De havde en datter og to sønner, Poul Engsig (f. 15.6.1919) og Knud Engsig (f.6.3.1927). Sønnerne blev medejere omkring 1953 og førte forretningen videre efter farens død. (VM + Ny Tid Aalborg 24.7.1961).


Forretninger