Til forsiden
Udskriv siden


Madsen, Stig Chr. Thranum

(18.5.1901- tirsdag efter påske 1993) søn af boghandler i Aalborg Viggo Madsen (1870-1934) og Marie Louise Thranum (1875-1934). – Udlært hos Digmann i Silkeborg og efterfølgende student fra Aalborg Katedralskole. Magasins Bogafdeling (Viggo Erichsen), København 1923-24, 1925-29 i udlandet hos: Valdemar Rasmussen, Paris, P.N. McFarlane, Brighton, Cours professionelle de Librairie, Paris, Ècole franco-américane de Bibliothécaire, Paris og derefter hjem til sin fars boghandel i Aalborg 1929-31. Var 1931-34 indehaver af Axel Andersens Boghandel på Nørrebrogade i København, som han 1.10.1934 (det år forældrene dør) overdrager til Søren Meldgaard. – Stig Madsen var 1937-38 revisor i Den danske Provindsboghandlerforening og ivrig spejder (Det danske Spejderkorps) og i Sct. Georgs Gildets arbejde. – Gift i Paris 11.7.1929 med bibliotekar Margrethe “Grete” Smith (f.26.10.1902 i Køge) datter af kunstmaler Chr. Smith (f.18.2.1862) og Ellen Marie Ringsted (f.15.5.1873). – Fhv. forskningsbibliotekar på Det kgl. Bibliotek, mag. art. Morten Ruge, student fra Aalborg Katedralskole 1940, skriver i jubilæumsbogen “Aalborg Katedralskole 450 år” (1990) bl.a.: “Da jeg skulle til studentereksamen i fransk var katastrofen nær. Jeg fandt en ekstrahjælp, boghandlerens kone, der havde boet i Paris nogle år, og hun kunne det. I en arbejdsom og nysgerrig atmosfære lærte jeg på fem timer mere end på et helt år i gymnasiet. Det var voksen undervisning og kompetent og med den håndfaste venlighed, som kan få en vrangvillig dumrian op af dyndet. Det var lidt trist at opleve, hvad man kunne have haft”. (VM + Aalborg Katedralskole 450 år (1990)).


Forretninger