Til forsiden
Udskriv siden


Lybecker, Ove Høegh Stampe Foss

(f.20.2.1846) søn af postexpeditør i Skjernbo og Tarm, forligskommissær, ejer af ‘Skjernbrogaard’, Hans Ferslew Lybecker og Andrea Cathrine Vilstrup, hvis far var sognepræst i Borris og konsistorialråd. – Unge Lybecker begyndte sin løbebane som fuldmægtig ved postexpeditionen og overtog samtidig som 21-årig boghandelen i Tarm. Han havde lejebibliotek, var stempelpapirforhandler, telegrafbestyrer og klasselotterikollektør m.m. Efter at have afhændet boghandelen blev han bogholder og kasserer ved jernstøberiet Godthaab i København og senere i firmaet August Neubert. – Gift som 24-årig med Henriette Franciska Pfeil (f.1843 i København). Hendes far var hushovmester hos prinsesse Juliane Sophie (Chr. VIII’s søster og enke efter den danske generalmajor prins Wilhelm af Hessen Phillipsthal-Barchfeld). Henriettes søster, Mathilde Nicoline Pfeil, var gift med boghandler Johan Martin Isbrand, Aarup. – Lybeckers to døtre blev udlært i faget: Caroline Marie (f.1871) hos Thaning & Appel og Therese (f.1884) hos Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag (Dolleris I).


Forretninger