Til forsiden
Udskriv siden


Olsen, Ole Bjørn

(24.10.1925 - 22.5.1987) var søn af fabrikant Hans Nicolaj Olsen (1865-1838) og Johanne Alma Louise Olsen, f. Jensen (1885-1967). Udlært hos G.E.C. Gad og medhjælper i Henningsens Boghandel på Vesterbrogade i København og 10 år hos Engelsen & Schrøder, Frederiksberggade 15. Efter denne forretnings ophør kom han i 1973 til Høst & Søn, og efter denne traditionsrige boghandels ophør med udgangen af 1975 til Bojsen-Møllers Boghandel i Hellerup, som han overtog. – Gift med Gudrund Bjørn Olsen (1927-99), der var medhjælpende hustru i boghandelen, men ikke selv uddannet inden for faget. – “Han var altid en af de første, jeg besøgte på en ny tur, for her var man sikker på at møde et interesseret menneske. De gode spørgsmål og den respons, man fik her, var af stor betydning for den videre salgsrejse” skrev Jannik Lunn i sin nekrolog i Bogmarkedet. “Ole Bjørn Olsen kunne det, som desværre er så sjældent, han kunne sælge en bog, så kunden blev tilfreds og senere kom tilbage efter andre bøger.” Ole Bjørn Olsen var også kunstinteresseret, og originalgrafik af kunstnere som Scherfig og Havsteen-Mikkelsen fik en naturlig plads i forretningen ved siden af bøgerne. (Bogmarkedet side 1411/ 1975 + side 869/ 1987) + oplysninger fra datteren Lene Bjørn Nielsen, 2007).


Forretninger