Til forsiden
Udskriv siden

Klik på en region og se boghandlerne


Frøland, Aleks.

(9.10.1894-11.10.1982) søn af frugthandler Niels Oluf Nielsen (1864-1937) og Abelone Olesen (1866-1937). Født i Herning (Gjellerup), død i Kbh., begravet Ordrup kirkegård. Han kom 1908 i boghandlerlære hos N. P. Holm i Ringkøbing, i 1915 blev han ansat hos Andreas Bolwig på Frederiksberg, 1917 hos G.E.C. Gad på Strøget, 1918 hos Høst & Søn, 1924 Bompus i London for at vende tilbage til Høst & Søn i 1925. I 1928 kom han til Gyldendal hvor han fra 1933 ledede forlagets nyoprettede presse- og reklameafdeling. Han har altid betonet at hans tid som "sortimenter" var af afgørende betydning for hans senere virke som formidler af bøger over for køberne. – Var redaktør af Bogormen 1919-24 og formand for BMF 1926-29. I 1929 tog han initiativ til og arrangerede det første ”Nordisk Studiekursus for boghandlermedhjælpere og yngre boghandlere” på Hindsgavl. Allerede tidligt blev F. impliceret i undervisning på boghandlerfagskolen i fagene boghandlerpraksis, korrespondance, salg og reklame, og et rigt fagligt forfatterskab fulgte, fx Boghandelens Korrespondance, 1938, Boghandlerpraksis, 1939, Kundebetjening, 1953 (oversat til svensk, tysk og serbokroatisk), samt en lang række artikler i bogbranchens tidsskrifter. Hans sidste større bog var Dansk boghandels historie 1482 til 1945, 1974. I 25 år, op til 1964, udsendte han kort før juletid hvert år Blade af boghandelens humor, der først blev trykt i Bogormen, senere i Det danske Bogmarked. Som branchens uofficielle historiker havde han gennem årene samlet et meget stort fagligt bibliotek, suppleret med en velordnet udklipssamling, nu på Københavns Universitet, Amager. På Frølands 85-års dag blev, ved en indsamling i branchen, oprettet et legat i hans navn med det formål årligt på hans fødselsdag at uddele et beløb til en person i bogbranchen "som anerkendelse af en ydet indsats til almenfaglig gavn". Modtog i 1943 BMF’s ærestegn, Gulduglen. Ridder af Dannebrog 1954. - Gift 3.8.1930 i Dalby i Skåne med Vicky Gunborg Virin, født 13.1.1905 i Lund, død 5.11.1985, d. af læderhandler Anders Andersson (1862-1907) og forretningsindehaver Maria Andersson Virin (1869-1959). (Dansk Biografisk Leksikon + BMF’s Historie).


Forretninger

Foreninger

Litteratur om bogbranchen - et udvalg

Andersen, Otto: Tidsbilleder fra boghandelens verden, P. Haase & Søns Forlag, 1965.

Andersen, Otto og Aleks. Frølund: Bogladen – Dens ydre og indre, Den Danske Boghandlermedhjælperforening, 1926.

Boghandlermedhjælperen, red. C. Corneliussen, 1900.

Bøger og Forlag i Danmark i 125 år, 1837 - 1962, Den Danske Forlæggerforening, 1962.

O.H. Delbanco: Festskrift i Anledning af Boghandlerforeningens halvthundredaarsdag den 18. Januar 1887, Boghandlerforeningen i Kjøbenhavn, 1887.

Dolleris, Andreas: Danmarks Boghandlere. En personalhistorisk Haandbog, København, 1893.

Dolleris, Andreas: Danmarks Boghandlere. En personalhistorisk Haandbog, Anden Udgave, Odense, 1906.

Dolleris, Andreas: Danmarks Boghandlere 1837 – 1892 (Forsaavidt de ikke findes i Udgaven 1893). En personalhistorisk Haandbog, Odense, 1912.

Dolleris, Andreas: Danmarks Boghandlere 1906 – 1918. En personalhistorisk Haandbog, Vejle, 1918.

Dolleris, Andreas: Den Danske Boghandel i Sønderjylland 1837 - 1920 – En historisk Fremstilling, Særtryk fra "Bogormen", 1920.

Dolleris, Andreas: Den Danske Provinsboghandels Historie – fra omtrent 1800 til 1915, Den Danske Provinsboghandlerforenings Stiftelse, 1986.

Frøland, Aleks.: Dansk boghandels historie 1482 – 1945. Med et kapitel om bogen i oldtid og middelalder, Gyldendal, 1974.

Hassø, Arthur G.: Den Danske Boghandlerforenings Historie gennem hundrede Aar, Den Danske Boghandlerforening, 1937.

Holst, Poul: En forlagsboghandler og hans virksomhed. En beretning om Otto B. Wroblewski’s virke i dansk boghandel og forlagsvirksomhed, privattryk, 2001.

Jørgensen, Niels Chr. og Niels Erik Knudsen: BMF’s historie 1883 – 1983, Den Danske Boghandlermedhjælperforening, 1983.

Koppel, Henrik: Spredte Træk af Boghandelens Historie, Henrik Koppels Forlag, 1932.

Nyrop, Camilius: Bidrag til Den Danske Boghandels Historie 1-2, Gyldendalske Boghandel, 1870.

Nyrop, Camilius: Huset Milo Oense - Bidrag til dansk boghandels historie, 1898.

Tryde, Ove: Danske Boghandler Biografier, G.E.C. Gads Forlag, 1947.

Wroblewski, Otto B.: "Om Boghandelen i Danmark i det 19. Aarhundrede", 1901.