Til forsiden
Udskriv siden


Johannsen, Gustav Heinrich Jøns

(2.8.1840-25.10.1901) født i Gundeby, Ulsnæs sogn, søn af skolelærer Burchard Friederich Johannsen (27.9.1803 - 6.11.1877) og Anna Catharina Jøns (f. 7.3.1809). – Kom 1859 på Tønder Seminarium men tog læreeksamen i København 1861 efter nogle måneder på Søborg Seminarium. Blev lærer i Sollerup, derefter Langballe, hvorfra han skrev til bladet ‘Dannevirke’. Efter Prøjsernes erobring af Slesvig-Holsten i 1864 blev han afskediget af de nye magthavere og flyttede til Flensborg, hvor han oprettede privatskole, som året efter blev forbudt. Var derefter lærer ved Holdts private Realskole, men efter rigsdagsvalget i 1867 fjernet derfra "af politiske grunde". Sammen med advokat Muus stod han for afviklingen af Sundbye & Jespersens Boghandel i Flensborg og fik herved interesse for boghandelen, som han overtog. I boghandelen – nu Gustav Johannsen– havde danske billeder en fremskudt plads, og forretningen blev samlingssted for danske i Flensborg og for tilrejsende danske. – Udgav forskellige bøger og årbøger, bl.a. ‘Fra den danske Bogverden’. Oprettede i sit hjem i Margrethesminde en bogsamling på 3000 bind til fri afbenyttelse. – Valgtes 1869 til borgerrepræsentant og senere til kirkeældste for Frue Sogn. Var fra 8.11.1881 til sin død medlem af den tyske Rigsdag og fra 6.11.1886 tillige af den prøjsiske Landdag. – Gift 5.1.1862 med Margaretha Kühl (2.10.1837 - 31.1.1926) født i Treja vest for Slesvig, datter af gårdejer og hestehandler Hans Kühl og Anna Horn fra Ørsted. – Datteren Alexandra Johannsen (f. 18.11.1864) blev bestyrer af farens bibliotek på Margrethesminde, og datteren Martha Johannsen (f. 11.9. 1866) blev forfatter og gift med forfatteren, skolebestyrer Johan Ottosen (1859 - 10.3.1904). (Dolleris II).


Forretninger