Til forsiden
Udskriv siden


Michaelsen, Theobald Ludvig

(15.3.1830 - 6.1.1907) søn af fuldmægtig i Zahlkassen Carl Ludvig Michaelsen og Marie Diderikka Klein. Udlært hos Andr. Fred. Høst og medhjælper hos C.G. Iversen, København, 1851-56. Blev antaget som boghandler i Kolding, men opgav. I stedet blev C.G. Iversen boghandler i Kolding, mens Michaelsen og C.G. Iversens svoger, E.S. Tillge, overtog C.G. Iversens boghandel i København, firma Michaelsen & Tillge. Michaelsen udtrådte af kompagniskabet i 1869 og begyndte for sig selv. – Han udgav "Illustreret Folkeblad", virkede ivrigt i den skandinaviske bevægelse og arbejdede for den grundtvigske og den skandinaviske litteraturs udbredelse. Holdt ved det andet skandinaviske boghandlermøde i Stockholm 19.6.1866 indledning med titlen "Betingelserne for samhandelen i de tvende nordiske riger". Holdt også foredrag ved det 4. skandinaviske boghandlermøde på Københavns Universitet 16.7.1884. – Efter at have lukket forretningen blev han i 1881 rodemester. – Gift 18.8.1857 med Klara Kirstine Klein (14.5.1826 - 28.12.1883) født i Stubbekøbing, datter af distriktslæge Peter Helveg Klein og Marie Nicoline Frederikke Canariis. (Dolleris I).


Forretninger