Til forsiden
Udskriv siden


Thiesgaard, Christian L.

(15.7.1925-12.7.1984) var udlært hos Gustav Dambæk i Fredericia og medhjælper hos Victor Dethlefsen i Vejle og 1950-56 hos Andreas Clausen i Sønderborg, afbrudt af militærtjeneste ved Den Danske Brigade i Tyskland, hvor han sluttede som sekondløjtnant. – "Det var et dristigt foretagende for den da 31-årige boghandlermedhjælper at begynde for sig selv i en by med bare 2500 indbyggere og få kilometer til to så driftige handelsbyer som Aabenraa og Sønderborg," skrev Annagrete Schlanbusch i sin nekrolog i Bogmarkedet. Annagrete lærte Thiesgaard at kende gennem sit arbejde i Dansk Bogtjeneste. "Han hørte ikke til den grå masse af medlemmer, som hverken udtrykte ros eller ris. Fra Thiesgaard kunne man modtage begge dele." Thiesgaard sad også i Boghandlerforeningens bestyrelse som kredsformand for Sydjylland, og var vurderingsmand ved bogladeovertagelser. Lokalt sad han i bestyrelsen for Handelstandsforeningen, formand 1966-71, og havde tillidsposter i Rotary og Frimurerne og var meget afholdt, kom også hos de kongelige på Gråsten Slot. – I begyndelsen af 1980’erne blev hans kone alvorligt syg. Han passede hende med kærlig omhu til hendes død i 1982, og den sorg kom han aldrig over. Han tog sit eget liv to år efter, efterladende to sønner, den ene skuespiller ved Odense Teater. "Fra talrige møder og de årlige generalforsamlinger har Christian Thiesgaards levende ansigt med dets elskværdige, lysende øjne brændt sig ind i min bevidsthed, og der vil de blive stående," sluttede Annagrete Schlanbusch sin nekrolog. (Bogmarkedet s. 932/1984).


Forretninger