Til forsiden
Udskriv siden


Frisch, Christian

(29.9.1826-22.10.1893) født i Nyborg, død i Assens, søn af væver i Nydamshuset Niels Christian Frisch og Dorothea Catarine Sørensen. – Lærling og medhjælper hos J.N. Gomard, Nyborg 1840-48, deltog som frivillig i krigen 1848-51, først ved 3. Jægerkorps, gennemgik i eftersommeren 1849 Kommandoskolen og blev ansat ved 1. Reservejægerkorps. Modtog sin afsked 18.4.1852 i Frederiksort. – Etablerede 21.11.1854 boghandel i Assens, hvor han også havde bogbinderi. Gik efter 22 år konkurs, men reetablerede og afstod 1878 til kollegaen P.F. Høegh, Assens, der sammenlagde forretningen med sin egen, etableret to år tidligere. – Mangeårig formand for Vaabenbrødreafdelingen i Assens. Udnævntes 16.7.1870 til chef for Assens politikorps. Var tillige løjtnant og adjudant ved brandkorpset i Assens 1858-70. Han var en af de 12 deputerede, som 5.9.1877 overleverede kong Christian 9. adressen om Erindringsmedaillen for deltagerne i de slesvigske krige. – Gift 21.7.1855 med Andrea Oliva Olsen (29.7.1832 - 21.10.1899) født i Vejle, død i Nyborg, datter af herredsfuldmægtig Ole Johan Olsen og Sophie Hedevig Sørensen. (Dolleris II).


Forretninger