Til forsiden
Udskriv siden


Madsen, Rudolf Hauschultz

(6.1.1912-16.9.1992) født i Gjellerup ved Herning, søn af sognepræst, R. Sigurd Madsen (f. 22.2.1876) og matematiklærer Ellen Emilie Hauschultz (f. 29.12.1880). I 1918 flyttede familien til Fyn, hvor faren blev præst i Dreslette. – Undervist hjemme ind til mellemskolen i Haderslev Katedralskole, hvor han boede hos lektor J. Ottesen (forfatter til »Det haver så nyligen regnet«) efterfulgt af nogle år i gymnasiet ‘under protest’ – for han ville være boghandler. – Udlært i Hempelske Boghandel i Odense 1930-34, derefter medhjælper i Tranebjerg Boghandel juni-aug. 1934 og hos Frk. Hyldgaard i Svegaards Boghandel i Sorø okt. 34-juli 35. Hos Svegaard var der et lystigt leben blandt de unge medarbejdere, bl.a. Sv. E. Kaae, der kom direkte fra Svend Nielsen i Paris, og senere blev sælger hos Gyldendal. Derefter ni dejlige år hos Falkjær-Pedersen i Holte Boghandel, hvor han bl.a. var kollega med senere forlægger Otto B. Lindhardt. – Gift 9.10.1945 i Middelfart med Hedvig Brochmann (f. 29.11.1919), der var en af boghandelens faste kunder, født i Middelfart, datter af værkfører Hugo Brochmann Petersen (f. 1.4.1889) og Anna Margrethe Henriette Jerndal (f. 2.11.1889). Hun uddannede sig også til boghandler: »Jeg startede som fredags-aften-elev, og da jeg blev klar over, at boghandel var min rette hylde, afviklede jeg lidt efter lidt mit kontorjob og mine musikelever og blev til sidst medejer og rabatberettiget boghandler,« fortæller hun. Hun fortsatte forretningen efter sin mands død og havde sit virke i forretningen i 50 år, hendes mand i 48.

»For mig og mine enestående kunder var det en selvfølge, at jeg fortsatte. Desværre slog de fysiske kræfter ikke til så længe som min lyst. Så valgte jeg at sælge. Jeg havde nogle unge køberemner, der ville fortsætte i min stil, men i dag er jeg glad for, at deres banker og revisorer frarådede det. Jeg startede ophørsudsalg den 5. december 1994. Meget utraditionelt pyntede jeg det ene vindue med årets nyheder og Gyldendals røde ordbøger til fuld pris og det andet med alt uden for fastpris-perioden med 25% rabat. Netop i julemåneden blev det en stor succes, og så godt som alt, selv store kunstbøger og værker, blev solgt. Et stykke ind i februar 1995 var det så slut med Harders Boghandel, der var startet i 1908.« (Alle oplysninger fra Hedvig Madsen, maj 2002).


Forretninger