Til forsiden
Udskriv siden


Madsen, Ejvind O.

(f.11.5.1934) født i Hørve, søn af Kristine og Christian Madsen. Kom efter mellemskole og realeksamen i lære hos Herman Jacobsen i Hørve Boghandel og var medhjælper hos Flensborg i Roskilde, I. Rasmussens Eftf., Mikkelsen, i Køge og i Christine Rechnagels Boghandel i Lyngby. 1955 videreuddannelse på Papirhandler-Medhjælperforeningens Fagskole og i 1957 nogle måneder hos Foyles i London. – Det var en sælger fra Bjørnbak, der i 1960 gav Ejvind Madsen ideen: »Tag til Haarby med det samme. Der mangler de en bog- og papirhandel.« Ejvind og Edith Madsen etablerede boghandel i landkommunen Haarby (5.000 indb.) med 19.000 kr. og to kassekreditter á 10.000 kr. I begyndelsen var der kun boghandleren og hans kone, men efter et år blev der råd til en elev og efter to år to elever. Efter syv år kunne de investere i en lystryksmaskine (fotokopiering), som der viste sig at være mange penge i. I 1968 sendte de bud efter boghandlerens gamle medlærling fra Hørve Boghandel, Niels Nielsen, der vovede springet fra Nykøbing S. med kone og børn. Forretningen i Haarby har således kunnet brødføde to familier. Ikke at de er blevet velhavende, men som de selv siger: Det er en livsform. De seneste år drev Edith Madsen den anden butik i ejendommen med lædervarer og legetøj. Boghandelen havde i 1990erne leverancer til otte skoler og til Haarby kommune. – Som sine fritidsinteresser nævner Ejvind Madsen frimærker, mønter og lystfiskeri. (Bogmarkedet nr.18, 2.5.1994 + egne oplysninger april 2002).


Forretninger