Til forsiden
Udskriv siden


Wagner, Isack Israel

(11.5.1807-12.6.1897) født i Odense, søn eller brodersøn af Købmand Philip Hartvig Wagner og Amalie Heilbuth. – Var oprindelig musiklærer og musikdirektør og bevarede livet igennem stor kærlighed til musikken, men åbnede 34 år gammel boghandel i Helsingør. Forretningen førte bøger, musik, kunst, galanterivarer og papir, og Wagner drev også forlagsvirksomhed, udgav både romaner og lokalhistoriske titler som “Beretning om Kronborg Slotskirkes indvielse” (1844). Forlagsvirksomheden delvis i samarbejde med en anden Helsingør-boghandler, P.V. Grüner. – Wagner drev sin boghandel i 37 år, til han var over 70, men forretningen havde også fået en god start, og at boghandelen spillede en vigtig rolle som en kulturens forpost, forstår man, når man får at vide, at det dengang tog syv timer at rejse de 42 km fra Helsingør til København med den hestetrukne postvogn – “Radbrækningsmaskinen” som den kaldtes. – Wagner var formand og orkesterdirigent i Helsingør Haandværker Sangforening og fattigforstander. – Gift med Jette  Levinsohn, datter af Levin Isach, som indvandrede til Danmark i slutningen af 1700 tallet, hvor han slog sig ned i Bogense som slagtermester.. – To sønner Sally Isak Wagner (27.8.1844 - 11.11.1907) og Edvard Herald Wagner (f. 2.7.1846) lærte begge faget hos deres far. Sally fortsatte hos S.J. Loria, Vesterbrogade i København og var derefter medhjælper og prokurist i sin fars forretning, men meldte sig 1864 som frivillig i anden slesvigske krig, hvor han – skønt lille og spinkel – udviste stor tapperhed. Blev såret og erklæret ukampdygtig, men vendte alligevel tilbage til slagmarken på Als. Etablerede senere en gros virksomhed i København og var rejsende for såvel denne som for sin bror, der l 1869 etablerede bog- og musikhandel i København. Se denne. (Dolleris II m.fl.).


Forretninger