Til forsiden
Udskriv siden


Koch, Peter Christian

(19.2.1807-2.11.1880) var bladudgiver og forlægger, især kendt som udgiver af ugebladet »Dannevirke«, der kom til at spille en stor rolle for danskheden i landsdelen. – Født i Tiset i Sønderjylland, søn af smed Christian Jørgen Koch (1764-1848) og Ulrikke Antonette Kjærgaard (1772-1824). Han gik ikke i skole, men brugte som barn tiden på at tegne, male og kalligrafere. 13 år gammel kom han i lære hos købmand C.A. Petersen, Haderslev. Otte år senere var han udlært, men fortsatte samme sted i endnu otte år, hvorefter han (1836) etablerede egen detailhandel i Haderslev. Kort tid efter fik han ideen til at udgive ugebladet »Dannevirke«. Som medarbejdere fik bladet en række fremtrædende folk som Chr. Flor, dr. E. Manicus, professor P.D. Chr. Paulsen m.fl. »Dannevirke« blev trykt hos den tyske bogtrykker Seneberg, der selv udgav ugebladet »Lyna«. I 1847 købte Koch Senebergs trykkeri og »Lyna« og fusionerede de to ugeblade. – Ved siden af sine mange andre aktiviteter forfattede og udgav Koch bl.a. »Praktisk Sang- og Guitarskole for Folket« (1847), »Fædrelandsk Visebog« (1850) og »Ny dansk Messe - bog« (1853). – Efter at være flyttet til København udgav Koch bladet »Øresund« 1857-60, etablerede han sig som fotograf og udgav »Alfen, Tidende for Fotografi« 1865-79 – Gift 16.5.1837 med Christine Friederika Metzsch (15.1.1813 - 25.4.1871) datter af købmand i Haderslev, Martin Rudolf Metzsch og Johanne Catharina Petersen. (Dolleris + A. Dolleris: Den danske Provindsboghandels Historie 1800-1915 + A. Dolleris: Den danske Boghandel i Sønderjylland 1837 - 1920 + Dansk Biografisk Leks.).


Forretninger