Til forsiden
Udskriv siden


Christrup, Poul Kragh

(18.2.1934-11.10.2021) søn af Eigil Christrup, blev udlært hos V. Schønemann i Nyborg 1950-54, men midt i forløbet, under den store polioepidemi i 1952, blev han hårdt angrebet. Han var sygemeldt i 14 måneder, men kom »vingeskudt« tilbage og gennemførte læretiden. 1955 var han på videreuddannelse i Buchhandlung Rascher (Verlag und Kunstabteilung) i Zürich, og i 1956 på Provinsboghandlerfagskolen i København. – Efter overtagelse af bogladen byggede han i 1970 om og skabte et boghus i fire etager, som der gik ry af i hele landet. Foruden bøger (gerne håndindbundne), papir og kunst (bl.a. reproduktioner) solgte han møbler, spejle m.m. – Poul Christrups hustru, Else Christrup, udlært hos Viggo Madsen i Fyns Boghandel, deltog i bogladens drift ved sin mands side. – Om arbejdet som boghandler siger Poul Christrup: »At arbejde med og for bogen – den lødige litteraturs udbredelse – har været både spændende og berigende på alle måder« – Bestyrelsesmedlem i Forening for Boghaandværks Fynsafdeling og kasserer i Danske Boghandleres Hjælpekasse. (Egne oplysninger)


Forretninger