Til forsiden
Udskriv siden


Krarup, Niels Bygum

(20.11.1803-16.3.1887) født i Vejrum sogn, søn af sognepræst til Vejrum, senere Gjerløv og Draaby Sogn på Sjælland, Januas Balthazar Krarup (5.12.1774 - 10.7.1852) og Marie Christine Grundtvig (døbt 22.5.1778). – Etablerede boghandel i Ringkøbing 1838, men var uddannet jurist og blev sideløbende med boghandelen 1843 prokurator ved underretten i Ribe Stift, senere amtsfuldmægtig. Desuden sandflugts- og landvæsenskommissær, strandingskommissær og fra april 1844 kammerråd. To år senere, 21.10.1846 udnævnt til postmester i Ringkøbing, hvorefter han lukkede boghandelen. – Ved kongen, Christian 9.’s besøg i Jylland kort efter krigen i 1864 blev han R.af D. – 28.4.1831 gift med Martine Bøegh (11.2.1802 - 13.4.1872) født i Vejle, død i Ringkøbing, datter af købmand Peter Bøegh og Inger Schou. – Krarup førte som boghandler intet lager, men nøjedes med at indforskrive, hvad folk bestilte, og der er fra litteraturen et eksempel på, at disse forsendelser kunne være meget længe undervejs. En pastor F.W. Blichfeldt fra Fjaltring (50 km fra Ringkøbing) klagede sin nød til Den jessenske Boghandling i Århus og bad om han fremover kunne få sine bøger derfra. (Dolleris II + Aleks Frøland: ‘Omkring en hundredårsdag udsendt i anledning af Ringkøbing-boghandel N.P. Holms jubilæum’).


Forretninger