Til forsiden
Udskriv siden


Bonnier, Gerhard

(opr. Gutkind Hirschel, f. 21.10.1778 i Besançon i France Comté - død 18.4.1862 i København) søn af bankier Loebel Salomon Hirschel og Feile Srasser. Studerede ved Ridder-Akademiet i Dresden, fortsatte sine studier i Østrig og ville være vendt tilbage til Frankrig, men opgav, da hans onkel, den franske deputerede Bonnier, gesandt ved Rastattkongressen 1797-99 (vedr. fredsslutning efter den første fransk-østrigske revolutionskrig), blev myrdet på rejsen derfra. Tog i stedet til Hamborg, hvor han en tid var fransk og engelsk sproglærer, men flyttede 1802 til København. (Otto Andersen skriver, at han kom fra Dresden.) Ved ankomsten var han 23 år og ernærede sig først som sproglærer i især fransk. – Købte året efter et lejebibliotek med 12.000 bind dansk og udenlandsk litteratur. Hertil knyttede han en boghandel i Klareboderne 9, 1. sal (skråt over for Gyldendal). Han boede i Kronprinsensgade 33 (nuværende 11) og udgav herfra sine første skrifter i 1804. Købte det Windingske Bogtrykkeri, hvor han fik tilladelse til at trykke egne skrifter, noget han dog tabte penge på. Forsøgte også at udgive avis, Skrev og oversatte selv mange bøger og oparbejdede en blomstrende forlagsboghandel, der omkring 1810 var en af hvis ikke den største i København. – Bonnier fik stor betydning for bogbranchen i Norden. Hans forretning var et søgt lærested, hans kendteste danske lærling var C.A. Reitzel. Klareboderne 9, hvor han havde til huse, ejedes af Madam Reitzel, og da Bonnier stod og manglede en medhjælp blev hendes nykonfirmerede søn Carl Andreas ansat. Han var hos Bonnier 1804-19 og bestyrede forretningen under Bonniers hyppige rejser til England og Tyskland. Reitzel var meget høj, Bonnier lille. Reitzel blev derfor af kunderne omtalt som »Bonniers trappestige«. – Gift i København 23.12.1803 med Ester Elka n(20.3.1782 - 16.9.1838) født i Helsingør, datter af købmand Abraham Elkan og dennes første kone Jitsche (efternavn ubekendt). De havde mange børn, blandt dem sønnerne Adolf Bonnier (1806-67) forlagsboghandler i Stockholm, Albert Bonnier(1820-1900) forlagsboghandler og bogtrykker i Stockholm, grundlægger af Bonnierkoncernen, og David Felix Bonnier (1822-81) boghandler og bogtrykker i Göteborg. (Dolleris I + OA + Dansk Biografisk Leksikon + Dank Bogh.t. 3.5.1862 – portræt af Gerhard Bonnier hænger på Albert Bonniers Forlag i Stockholm (Malet af Torsten Schoenberg).


Forretninger