Til forsiden
Udskriv siden


Pingel, Jacob Claudius

(14.2.1824-8.1.1898) født i Rønne, søn af herredsfogeden i Vester Herred, kancelliråd Jacob Claudius Pingel (1784-1835) og Janusine Christine Arboe (1789 - 1836). Han blev båret til dåben af kronprinsen, den senere kong Christian VIII, der stod fadder. – Blev cand. jur. i Flensborg 1852 og nedsatte sig som advokat i Sønderborg, men hans hus blev bombet sønder og sammen i 1864, hvor han måtte flygte med kone og børn til Ærøskøbing. Han vendte dog tilbage til Sønderborg samme efterår for at fortsætte sin advokatpraksis, men mistede den, fordi han ikke ville aflægge ed til de nye magthavere. Startede i 1868 "Dybbøl-Posten", hvori han slog til lyd for sønderjydernes ret til fri afstemning. Bladet udkom tre gange ugentlig, men han blev nægtet ret til at trykke det på eget trykkeri, da han ikke var uddannet bogtrykker. Han ansatte så en bogtrykker fra Berlin. Under undtagelsestilstanden i 1870 blev boghandel og trykkeri lukket og Pingel arresteret. Efter et otte måneders ophold i København vendte han tilbage, og nu blev "Dybbøl-Posten" til dagblad med illustreret søndagstillæg. Han stiftede Det danske Selskab og oprettede bibliotek med danske bøger. – Efter afståelse af boghandelen slog han sig ned som Klasselotteri-Kollektør i København, hvor han skrev og udgav en række højrepolitiske skrifter. – Gift 1. gang med Clara Rosalia Petersen, født 19.5.1825, død i København i Koleraåret 14.7.1853. – Gift 2. gang i Sønderborg 8.11.1860 med Anna Henrichsen (2.7.1837-6.10.1900) født i Sønderborg, datter af skibstømrer Asmus Henrichsen og Anne Elisabeth Hansen (sidstnævnte død 18.7.1895 på Sønderborg Kloster), Anna selv død i København 1900. (Dansk Biografisk Leksikon + Dolleris + VM).


Forretninger