Til forsiden
Udskriv siden


Withen, Marianne

(f.4.1.1946) læste Nis Petersens "Sandalmagerens Gade" som 13-14-årig og har været vild med bøger lige siden. Udlært i Munksgaards Boghandel på Nørregade i København og senere i to omgange leder af boghandelens danske afdeling. Blev siden forlagsrepræsentant og rejste land og rige rundt i tyve år for forlagene Munksgaard, Rhodos, Samleren og Forum, men som 47-årig fik hun lyst til at blive stedfast, og da Kirsten Hansens lille boghandel på Godthåbsvej netop var ledig til overtagelse, slog hun til. – Medlem af Boghandlerforeningens bestyrelse nogle år. – Gift med Jannik Lunn, i mange år forlagsrepræsentant, senere skrivende medarbejder ved Bogmarkedet, formand for Boghandlerklubben m.m.

"Med en blanding af vantro og beundring så vi hende få sin boghandel til at blomstre og snart tiltrække kunder fra det ganske København. Efterhånden tog beundringen fuldstændig over. Marianne er en rigtig, rigtig god gedigen boghandler, hun elsker bøger, hun elsker at sælge bøger, hun læser bøger i massevis, hun har sine klare meninger om dem, og dem deler hun hellere end gerne med sine kunder. Og så har hun en udstråling, der er noget af det mest livsbekræftende, der kendes under disse himmelstrøg", skrev hendes tidl. chef, forlagsdirektør Johannes Riis, Gyldendal ved 60-årsdagen. (Bogmarkedet 8.1.1993 + 13.9.1999 + nr. 25, 2005).


Forretninger